Drømmer du om at få hund, men er i tvivl om, om du er klar? Det er ingen hemmelighed, at det kræver mere, end man måske tror, at have en firbenet ven i hjemmet. Men hvordan ved du, om du kan tage ansvaret?
Vi har samlet seks afgørende spørgsmål, som kan hjælpe dig med at træffe den rigtige beslutning. Nu er det op til dig at kigge dig selv godt i spejlet og vurdere, om du er klar til at give en hund det liv, den fortjener.
Kan jeg give slip på spontaniteten?
At have hund betyder, at du skal planlægge din tid mere nøje. Spontane fyraftensøl med kollegaer? Weekendture uden varsel? De bliver straks mere besværlige, fordi din hund venter derhjemme og har brug for luftning, selskab og omsorg.
Hvis du vil bevare din frihed, skal du enten være rigtig god til at planlægge eller have et stærkt netværk, der kan træde til, når du får lyst til en spontan aften ude.
Har jeg et 'hundenetværk'?
Selv hvis du er verdens bedste hundeejer, vil der komme situationer, hvor du har brug for hjælp. Måske skal du på ferie, bliver syg eller har lange arbejdsdage – og hvem tager sig så af din hund?
Det er en stor fordel at have familie eller venner, der er klar på at hjælpe.
Har dine nærmeste sagt: "Ej, vi ville elske at passe din hund!"? Følg op på det! Spørg dem direkte, om de kunne tænke sig at være hundegudmor eller -far og hjælpe til i ferier eller ved behov.
Har jeg råd til en hund?
Hunde koster – og ikke kun i anskaffelsen. Selvom prisen på selve hunden kan være høj, er det ofte de løbende udgifter, der løber op.
Regn med faste udgifter til:
Kvalitetsfoder og godbidder
Forsikringer
Dyrlægebesøg og vaccinationer
Udstyr som halsbånd, hundeseng, hundeskåle og legetøj
Eventuel hundetræning
Og så er der selvfølgelig de uforudsete udgifter – fordi en hund før eller siden får brug for en tur til dyrlægen
Må jeg have hund, der hvor jeg bor?
Hvis du ikke ejer din bolig, er det vigtigt at tjekke, om du overhovedet må have hund – ikke kun nu, men også i fremtiden.
En Chihuahua kan måske skjules i en taske, men hvis den begynder at gø, bliver det straks sværere at holde den hemmelig for udlejeren. Sørg for, at din boligsituation er langsigtet hundevenlig, så du ikke ender i en svær situation.
Har jeg tid og overskud til en hund?
En hund kræver mere end bare daglige gåture. Forskellige racer har forskelligt energiniveau, men fælles for dem alle er, at de trives bedst med nærvær, aktivering og træning.
Spørg dig selv: Har jeg overskud til at give min hund den stimulering, den har brug for – både fysisk og mentalt?
Hvis du i forvejen har en travl hverdag, hvor du ofte er væk hjemmefra, kan det være værd at genoverveje timingen.
Er alle i husstanden klar til hund?
Bor du ikke alene? Så skal alle i hjemmet være enige om at få hund – også børn, partner og eventuelle andre kæledyr.
Selv hvis I aftaler, at "hunden er mit ansvar", vil den fylde i hverdagen og potentielt blive et stridspunkt. Hvis din partner ikke er helt med på idéen, bør du tage en grundig snak, før beslutningen træffes.
TIP: Overvejer du at have hund i byen? Så tjek vores blogindlæg om, hvilke racer der egner sig bedst til lejlighedsliv
Klar til et liv med hund?
Hvis du kan svare ja til de fleste af ovenstående spørgsmål, er du måske klar til at tage springet!
Hunde bringer ubetinget kærlighed, glæde og en masse sjove oplevelser – men de kræver også tid, penge og engagement.
Tænk dig godt om, og hvis du stadig drømmer om hund efter at have stillet dig selv disse spørgsmål – så kan du være godt på vej mod at blive hundeejer.
SE ALT TIL HUNDEHVALPE