Vi har spurgt dyrlæge, Cand. Med. Vet. Stine Christensen, hvilke problemstillinger hun møder i sin daglige gang med hunde og deres ejere. Samt hvordan vi som hundeejere – og med vores platform – kan blive klogere på vores elskede firbenede venner, så vi sikrer et langt og sundt hundeliv. Ét spørgsmål kræver dog særlig opmærksomhed. Læs her Stines råd om overvægt hos hunde.
Er min hund overvægtig?
Dette spørgsmål er et af dem, jeg som dyrlæge skal være ekstra opmærksom på, hvordan jeg besvarer. For jeg har ingen interesse i at skælde ud eller få hundeejere til at føle skyld, når jeg gør opmærksom på, at deres hund vejer for meget. Men det er ikke desto mindre et utroligt vigtigt emne.
Vi kan alle være enige om, at vi knuselsker vores firbenede venner. Vi kan også blive enige om, at vi ofte kommer til at behandle dem som os selv – vi synes, de skal have noget lækkert, fordi det er en naturlig måde for os mennesker at vise kærlighed på.
Men du har nok allerede gættet, hvor jeg vil hen. For at skabe en overvægtig hund er faktisk alt andet end kærligt. Det giver en lang række helbredsproblemer, som kunne være undgået, hvis hunden forblev normalvægtig. Faktisk kan vores kæledyrs levetid forlænges med 1–2 år i gennemsnit, når de forbliver sunde og slanke hele livet igennem.
Sådan ser du, om din hund er overvægtig
De tydelige tegn på overvægt er et besværet bevægelsesmønster – især under motion. Overvægt kan også give problemer med at tåle varme, nedsat modstandskraft mod infektioner og en generelt lavere livskvalitet. Desuden øger det risikoen ved bedøvelse.
- Stil dig, så du står lige over din hund. I overgangen fra brystkasse til mave skal der kunne ses en tydelig talje.
- Din hunds mave skal ikke hænge eller være rund.
- Mærk på hundens ribben – de skal kunne mærkes lige under huden, men du skal ikke kunne se dem alle.
- Du skal kunne mærke knoglerne nederst på ryggen omkring halen.
Hvem skal jeg spørge?
Det hjælper (desværre) sjældent at spørge andre hundeejere. For der er gennem årene sket det, at flere og flere hunde er blevet overvægtige – så vi har vænnet os til, at “lidt rund” er normalt. Derfor bliver mange af os blinde for, hvad der egentlig er sundt og optimalt.
Jeg møder ofte hundeejere med flotte, slanke hunde, som fortæller, at de bliver mødt med kritik fra andre, der mener, de sulter deres hunde. Her er det vigtigt at huske, at dyrlægens vurdering er den mest kompetente, når det gælder hundens idealvægt.
Hvilke lidelser er overvægtige hunde i risiko for at få?
Der er så meget at vinde, når man har en slank hund. Det kan være motiverende at tænke på alle de sygdomme, man kan mindske risikoen for ved at holde sin hund slank:
- Leddegigt – En overvægtig hund belaster sine led unødigt meget. Ledforandringer kan være svære at undgå med alderen, men graden af smerter er markant lavere hos slanke hunde.
- Overbelastet lever – Fedt ophobes i leveren og sætter den på overarbejde.
- Sukkersyge og betændelse i bugspytkirtlen – Et højt kalorieindtag kan overbelaste bugspytkirtlen og øge risikoen for diabetes.
- Hjerte-, kar- og lungesygdomme – Hjertet og lungerne belastes unødigt af overvægt, hvilket kan føre til kredsløbsproblemer.
Er det gået op for dig, at din hund er overvægtig, er det første skridt taget. Nu kan du begynde processen med gradvist vægttab – og din hund vil elske dig endnu mere for det.
Kærlig hilsen
Cand. Med. Vet.
Stine Luise Krogh Christensen
Vi har samlet vores udvalg af produkter, der er ideelle til hunde med overvægt eller tendens til overvægt. Se dem her: